tirsdag den 7. september 2010

Atea12 - part II

Jeg har skrevet en meget udførlig løbsrapport på http://www.team-ride4fun.dk/ , så denne post kommer til at handle lidt mere om de menneskelige konsekvenser ved at kaste sig hovedkulds ud i et løbsprojekt, med kun få ugers træning i benene. Lørdag morgen 6.00.. En svag brummen og yndig tone fra min nokia telefon, får mig til at vågne. Jeg tænker som det allerførste.. "Hvad fanden har du rodet dig ud i?" MTB løb i en skov, uden at have kørt det der bare ligner et løb i 6 måneder.. Det var optimistisk. Men tanken om, at det var et 5 mands projekt fik mig alligevel i omdrejninger. Lidet vidste jeg at dagen skulle bringe mig spænding, glæde, ærgelse og respekt.. Kig videre omkring løbet på teamet´s hjemmeside.

Ungerne bliver afleveret og afsted mod skoven det går. Allerede på vej derop sad der en eller anden nagende fornemmelse i baghovedet. "Du mangler noget". Det er egentlig typisk, når man har en "løbsrutine" så glemmer man aldrig noget. Er man væk i en periode, så er alle de små dimser, som gang på gang har vist sig at være ubruelige at have med, lige pludselig uundværlige. Dog fandt jeg ud af denne gang, at det jeg havde glemt, var noget så uundværligt som min hjelm...! Heldigvis, var min holdkammerat - Michael - forudseende og havde en ekstra med.

Har du læst løbsrapporten på http://www.team-ride4fun/, så kan du se hvordan dagen forløb og hvad vi endte med af resultat. Uanset hvad så havde jeg en meget positiv oplevelse. Der er altid en virkelig fed stemning i ride4fun campen - og den blev ikke mindre god, ved at vejret viste sig ra sin bedste side.

Arrangørerne havde disket op med en lækkerbisken af en rute. Lidt tonseragtig, men superfed. Den var koncentreret omkring området ved ro stadionet, hvilket faktisk hører til et af mine ynglingsområder til mtb. Der er masser af bakker - hvis man vil - og flere steder byder på lækkert flow og stiller krav til teknik.

Min form er middelmådig. Jeg har altid et vist bundniveau og set i lyset af min manglende træning, i meget lang tid, så er jeg egentlig tilfreds med udfaldet af min egen præstation. Jeg kørte ikke så meget, men det var mere af taktiske årsager end det var af manglende lyst. Jeg kunne uden tvivl godt mærke min DHL stafet i benene fra fredag aften, men det var kun i det første stint jeg var ude. Derefter gik det lidt nemmere. Jeg mangler noget power og noget teknik, og det kommer til at tage lidt energi, at bygge op igen. Jeg lagde især mærke til det på bakkerne. Jeg havde en tendens til at sætte mig ned og bare træde i et jævnt tempo hele vejen op. Det er egentlig også ok, men i et løb, skal der noget vildskab til. Op og stå - ihvertfald det sidste stykke - og så bare eksplodere.. Det føles så godt at komme over en bakke og bare vide at man har brugt sig selv på den helt rigtige måde. Denne dag var jeg bare nødt til at administrere mine kræfter en smule. En øvelse jeg faktisk har haft svært ved før i tiden. Jeg prøvede også at lade være med at køre med min pulsmåler. Pulsen er noget flygtig og kan være påvirket af alt, ligefra varmen, til kulden, fra intensiteten til manglen på samme. Jeg forsøgte derfor kun at køre på tid og distance - og så bare lade benene være dem der satte tempoet. Det virkede faktisk rigtig godt. Jeg kan godt forstår meningen med at man træner i pulszoner og koncenterer sin træning omkring det, men da pulsen netop er påvirket af så mange individuelle ting, så tror jeg, at en træningsform på distance og tid er en mindst ligeså god indikator for form og fremgang. Jeg vil ihvertfald forsøge mig lidt mere med den form for træning.

Man siger jo, at deltagelse i løb er den bedste træning. Det vælger jeg at tro på! Derfor vil jeg deltage i en del løb i den kommende tid og samtidig, vil jeg strukturere min træning lidt mere. Jeg vil stadig løbe og styrketræne, men fokus vil være på cyklen. Det skulle gerne rykke mig lidt - og helst hurtigt :-) Det er sgu ikke fedt at blive sat af folk man før har kørt fra.

Min cykel er jeg rigtig glad for, den virker bare, men som jeg før har skrevet, så vil mere have mere og i takt med, at ambitionsniveauet igen stiger, så stiger lysten til indkøbet af den fede cykel selvfølgelig også. Har før haft en S-works EPIC og det ender nok med at det bliver en fully igen. Om det lige bliver en specialized, er jeg ikke sikker på, har kigget lidt imod Rivette´s nye F8 ér.. Lækker kværn. Kører på en H6 model nu og den passer mig rigtig godt. Den er ikke udstyret med topgrej, man kan jo altid opgradere, til gengæld er den rent størrelsesmæssigt, stivhedsmæssigt og udseendesmæssigt, helt perfekt. Fully´er er bare lidt federe at køre på!

Til slut vil jeg endnu engang fremhæve de fedeste gutter i skoven. Team ride4fun, som jeg stolt kan sige jeg har været en del af fra dag 1, er simpelthen indbegrebet af hygge og samvær. Folk udefra kigger forbi vores camp, bare for at sludre lidt og det viser bare at holdets mission er ved at lykkedes. Cykelrytternykkerne skal ud af mtb. Tal med din ligemand i har måske mere tilfælles end du tror. Det kan godt være du kører hurtigt, men det gør dig ikke til mere end ham der ikke kører så hurtigt..

Kære læser, du er altid velkommen i ride4fun teltet.. Medbring venligst godt humør :-)

Martin




Ingen kommentarer: