I relief til den rygskade jeg pådrog mig for nu 3-4 uger siden, var jeg idag i Helsingør hos Coach & bikefit, for at få lavet en komplet test af min sidestilling på cyklen, noget jeg håbede på ville kunne rykke mig det sidste stykke for at blive min evigt tilbagevendende skade i ryggen kvit.
Det er noget jeg har villet prøve længe, men har været lidt tilbageholdende med at kaste mig ud i, pga. mit lave kendskab til hvad det egentlig gik ud på, samt hvad fitten egentlig ville kunne gøre for mig.
Jeg mødtes med Nicolai fra Bikefit kl 16.00 og havde en idé om at det ville tage et par timer at udføre fitten. Dog skulle det vise sig at Nicolais engagement og lyst til at vise det meget tekniske og bemærkelsesværdige udstyr frem, hurtigt ville gøre at det tog lidt længere tid. Super positivt at møde en personlighed der kender til sit udstyr samt til det, som testen kan gøre for dig som rytter.
Først en Prefit, hvor min smidighed blev fastlagt. Haserne blev kontrolleret og det samme gjorde mine fødder. Altsammen for at fastlægge nogen meget kritiske værdier som lå til grund for den endelige indstilling.
Jeg fik monteret en masse elektroder og sendere på knæ, ankler, skuldre, albuer, håndled osv. Disse blev brugt som transmissionsudstyr til et aflæsningsapparat som målte alt lige fra skævt tråd til effektivitet af trådet. Det var super high tec og meget imponerende at følge med i hvordan at man kunne se når jeg trådte rundt i pedalerne, på en PC. Cyklen var monteret i en hometrainer, som var basen for testen.
Jeg skulle træde i ca. 25 sekunder af gangen, hvorefter at Nicolai tolkede på dataene og indjusterede på cyklen. Stille og roligt kom vi frem til en perfekt sidestilling til mig og den var faktisk ret afvigende fra hvad jeg ellers ville have troet den skulle indstillles efter, men hold da op en forskel.
Jeg endte eksempelvis op med en 120 mm frempind på en ramme der er relativt lang i overrøret. Det virkede helt vildt, men efter at have prøvet indstillingen på et lille spor i Nicolais baghave var jeg overbevist. Det var crazy.. Jeg havde en helt anden kontrol over cyklen og den føltes mere behagelig at køre stærkt på. Det var som om at den lille smule jeg havde bevæget mig udover forhjulet, gav mig lidt mere greb og kontrol. Desværre var frempinden en af Nicolais, så jeg må ud til teamets hovedsponsor Ride4fun og hente en ny i 120mm længde.
Ellers så blev sadlen finindstillet, klamperne indstillet, ja alt hvad man kan rode på rent indstillingsmæssigt. Jeg glæder mig virkelig til at prøve det rigtig af. Det bliver spændende at se om det hjælper på ryggen.
Så, nu er jeg både blevet bikefittet, ny cykelejer, og blevet fys behandlet.. Hvad gør man ikke for sin sundhed...?
tirsdag den 26. maj 2009
onsdag den 20. maj 2009
Den indre musik..
Når jeg fra tid til anden finder tid til at komme ud på cyklen, så skal jeg blankt erkende at jeg måske et par gange har skræmt mennesker, som dyr, på min færd igennem skoven. "Den syngende mtbiker" burde måske blive mit nye nickname og grunden til at jeg siger, "har skræmt", skyldes sådanset ikke så meget andet, end jeg ikke er sådan vildt god til at synge med en puls på 180 bpm.
Jeg ligger faktisk ikke mærke til at jeg sådan bryder ud i sang, det sker faktisk automatisk, men når jeg endelig lægger mærke til hvad det er jeg synger, så er det oftest den dags "theme-song", jeg kører og underholder med. Stortset alle dage, pga. de oplevelser man har i løbet af dagen, kan kædes sammen med en sang. Gode sange, dårlige sange, ligemeget, sammenhængen er der bare. Har jeg eksempelvis en vildt hård dag på jobbet, så er den dags theme-song, oftest denne her. Men har jeg derimod haft en dag hvor jeg har haft overskud og følt at det hele gik som en leg, så er det oftest den her der virker for mig.
Pointen er at mine ture på mtb ofte bliver kombineret med en sang af en given karakter, der afspejler mine følelser, lige præcis i det øjeblik, jeg er ved at opleve. En tur i geels skov, kunne såvel være den her sang, hvorimod en tur opad maglebjerg er den her. Det er ikke sange jeg hører i mine ører i en afspiller, men derimod nogen der bare popper op i mit hoved. Jeg glemmer aldrig en tur ned ad maglebjerg, hvor en speciel sang med Guns ´n Roses - Welcome to the jungle, havde indprentet sig, både i mit hoved og som værende den sang jeg underholdte skovens andre gæster og dyr med. I det jeg drøner ned af den stejle nedkørsel møder jeg en meget meget lille dame, med en hel spand fuld af svampe. Hun får så stort et chok af at høre mig brøle: " WELCOME TO THE JUNGLE - WE GOT FUN AND GAMES!!" at både hun og spand, i en relativ langsom bevægelse vælter til den ene side, tager en lille kolbøtte og sætter sig ellers så stille og rolig på rumpen, og mumler et aller andet uforståeligt.. Forestil jer et chok for hende og forestil jer så hvor svært det er at holde masken, da jeg stopper op og spørger om hun er ok.. :-)
Musik skal der til.. Når der rigtig skal tændes og agressiviteten skal frem og være klar til et interval, så er der ingen grænser for hvor tung UNGA BUNGA, der skal startes i den interne harddisk i hovedet.. Som dette her.
Hvad er din themesong for idag?
Min var denne her..
Jeg ligger faktisk ikke mærke til at jeg sådan bryder ud i sang, det sker faktisk automatisk, men når jeg endelig lægger mærke til hvad det er jeg synger, så er det oftest den dags "theme-song", jeg kører og underholder med. Stortset alle dage, pga. de oplevelser man har i løbet af dagen, kan kædes sammen med en sang. Gode sange, dårlige sange, ligemeget, sammenhængen er der bare. Har jeg eksempelvis en vildt hård dag på jobbet, så er den dags theme-song, oftest denne her. Men har jeg derimod haft en dag hvor jeg har haft overskud og følt at det hele gik som en leg, så er det oftest den her der virker for mig.
Pointen er at mine ture på mtb ofte bliver kombineret med en sang af en given karakter, der afspejler mine følelser, lige præcis i det øjeblik, jeg er ved at opleve. En tur i geels skov, kunne såvel være den her sang, hvorimod en tur opad maglebjerg er den her. Det er ikke sange jeg hører i mine ører i en afspiller, men derimod nogen der bare popper op i mit hoved. Jeg glemmer aldrig en tur ned ad maglebjerg, hvor en speciel sang med Guns ´n Roses - Welcome to the jungle, havde indprentet sig, både i mit hoved og som værende den sang jeg underholdte skovens andre gæster og dyr med. I det jeg drøner ned af den stejle nedkørsel møder jeg en meget meget lille dame, med en hel spand fuld af svampe. Hun får så stort et chok af at høre mig brøle: " WELCOME TO THE JUNGLE - WE GOT FUN AND GAMES!!" at både hun og spand, i en relativ langsom bevægelse vælter til den ene side, tager en lille kolbøtte og sætter sig ellers så stille og rolig på rumpen, og mumler et aller andet uforståeligt.. Forestil jer et chok for hende og forestil jer så hvor svært det er at holde masken, da jeg stopper op og spørger om hun er ok.. :-)
Musik skal der til.. Når der rigtig skal tændes og agressiviteten skal frem og være klar til et interval, så er der ingen grænser for hvor tung UNGA BUNGA, der skal startes i den interne harddisk i hovedet.. Som dette her.
Hvad er din themesong for idag?
Min var denne her..
mandag den 18. maj 2009
Men hov?
I disse dage hvor det er så moderne og velset at man taler høfligt og pænt til hinanden, så synes jeg det er på sin plads lige at understrege hvor rart det er at man som passioneret mtbiker, og motionist, i ordets bredeste forstand, kan køre gennem en dansk skov, uden egentlig at møde mange mennesker, men så samtidig blive hilst på af dem man møder, af ligesindede motionister på cyklerne med de brede dæk. Det hører efterhånden til sjældenhederne at jeg ikke bliver hilst på, hvilket er en dejlig udvikling, men så bliver jeg alligevel en smule fortørnet over vores kære venner på de tyndhjulede cykler, som skyder en helt anden fart, men som samtidig er dødsensræde for at blive det mindste beskidte..
Kære Racerfolk.
I er ikke allesammen verdensmestre! i er ikke allesammen vildt fantastiske og jeres cykler er ikke allesammen lige fede! Faktisk er jeres cykler nok en smule billigere end de fleste af vores mtbikes, men lad nu det ligge, for det er ikke det vigtige i den her sag. Det vigtige er nemlig at man som normalt velopdraget menneske, hilser på folk når man bliver hilst på, spørger om man er ok når man sidder i vejkanten med sit hjul og lapper det, løfter hånden og bevæger den i en ganske lille og kort bevægelse fra side til side, blot for lige at anerkende at man er blevet hilst på af en modkørende racercyklist, som vel at mærke ikke kører på det dyreste mærke af cykel, men som dog er bestykket med SRAM RED og KSYRIUM SL :-) Det er ikke svært og jeg er helt sikker på at det ikke gør ondt.
Jeg vil gerne forsøge at starte en trend, en nyskabelse indenfor alt hvad der hedder sport. Vi kan godt hade hinanden som konkurrenter, ja endda som mennesker, men fra dags dato vil jeg opfordre alle der læser med her, til at sprede rygtet, sladderen, the gossip, til alle de kender der dyrker den mindste form for motion... "hils på din artsfælle" Vi kan ikke løbe fra at vi alle er mennesker, drop nu jeres Racerjantelov og hils på folk, anerkend at det er godt kørt eller løbet uanset om de er kommet først, sidst, i midten eller udgået. Løber som mtbiker, som racercyklist. Tag jer sammen..
Jeg har gjort det til en decideret vane, at løfte hånden næsten overdrevet meget blot for at vise mine modkørende "artsfæller" på racere, at jeg hilser på dem. Det er svært for dem, men det bliver bedre. Sidste gang jeg var på raceren, kørte jeg en lille tur alene i et par timer og på et tidspunkt er jeg stoppet for lige at pumpe et dæk der tabte lidt luft. Samtidig står jeg og strækker en smule, har haft lidt bøvl med ryggen, så jeg har helt sikkert set lidt anstrengt ud i øjeblikket at jeg gjorde det. Endda nok så meget at man kunne se på mig at det gjorde nas.
Samtidig drøner et tog, forbi bestående af 15-20 ryttere på tynde dæk. Ikke en hverken hilser eller spørger om jeg er ok. Jeg havde nu heller ikke regnet med andet, men det var altså aldrig sket i skoven, hvor mtb folket kommer til sin ret.
Jeg havde svoret for et stykke tid siden at jeg ville droppe alt mulig galdeudspredning på denne blog og kun bruge den til finurlige indslag omkring lidt cykelløb osv. Nu har jeg vendt mig den totalt modsatte vej. Nu skal den kun bruges til at gøre opmærksom på ting som jeg sætter en ære i at gøre folk opmærksomme på. Dette emne er noget der bør tages op på højeste niveau, velkom folk i jeres fælleskab. Hvis i vil have mere positiv opmærksomhed omkring jeres sport, så start med at opføre jer ordentligt, så kan det være at alt den snak om forbudte medikamenter og blodcentrifuger ligeså stille vil liste af..
Kære mtbikere
Ingen anden sport i DK, på motionist niveau eller på dansk eliteniveau i raceverdenen, kan tiltrække mere end 500 mennesker en råkold december morgen kl. 10.00, blot for at køre 1 time i sne og slud. Mtbiking er en undervurderet sport, som fortjener meget mere opmærksomhed end den får og de mennesker der dyrker denne sport vil jeg til enhver tid, hellere tilbringe end søndag formiddag med, end med folk der allesammen tror at de er verdensmestre. Hvilket de tydeligvis ikke er....
De største danske sportsevents er efter min mening, dem der kan bringe folk sammen, samtidig med at de skaber en konkurrence, der aldrig bliver for kvalm.
Kære H12 og N24 crew, i er sgu for seje.. Hvis bare fodboldklubberne havde folk som jer ansat, ville alt det her hooliganisme og ophøjethed være fortid.
Skrevet af en bitter, omend lettet Martin Rommedahl - Galdeudspredningens Dan túrell :-)
Kære Racerfolk.
I er ikke allesammen verdensmestre! i er ikke allesammen vildt fantastiske og jeres cykler er ikke allesammen lige fede! Faktisk er jeres cykler nok en smule billigere end de fleste af vores mtbikes, men lad nu det ligge, for det er ikke det vigtige i den her sag. Det vigtige er nemlig at man som normalt velopdraget menneske, hilser på folk når man bliver hilst på, spørger om man er ok når man sidder i vejkanten med sit hjul og lapper det, løfter hånden og bevæger den i en ganske lille og kort bevægelse fra side til side, blot for lige at anerkende at man er blevet hilst på af en modkørende racercyklist, som vel at mærke ikke kører på det dyreste mærke af cykel, men som dog er bestykket med SRAM RED og KSYRIUM SL :-) Det er ikke svært og jeg er helt sikker på at det ikke gør ondt.
Jeg vil gerne forsøge at starte en trend, en nyskabelse indenfor alt hvad der hedder sport. Vi kan godt hade hinanden som konkurrenter, ja endda som mennesker, men fra dags dato vil jeg opfordre alle der læser med her, til at sprede rygtet, sladderen, the gossip, til alle de kender der dyrker den mindste form for motion... "hils på din artsfælle" Vi kan ikke løbe fra at vi alle er mennesker, drop nu jeres Racerjantelov og hils på folk, anerkend at det er godt kørt eller løbet uanset om de er kommet først, sidst, i midten eller udgået. Løber som mtbiker, som racercyklist. Tag jer sammen..
Jeg har gjort det til en decideret vane, at løfte hånden næsten overdrevet meget blot for at vise mine modkørende "artsfæller" på racere, at jeg hilser på dem. Det er svært for dem, men det bliver bedre. Sidste gang jeg var på raceren, kørte jeg en lille tur alene i et par timer og på et tidspunkt er jeg stoppet for lige at pumpe et dæk der tabte lidt luft. Samtidig står jeg og strækker en smule, har haft lidt bøvl med ryggen, så jeg har helt sikkert set lidt anstrengt ud i øjeblikket at jeg gjorde det. Endda nok så meget at man kunne se på mig at det gjorde nas.
Samtidig drøner et tog, forbi bestående af 15-20 ryttere på tynde dæk. Ikke en hverken hilser eller spørger om jeg er ok. Jeg havde nu heller ikke regnet med andet, men det var altså aldrig sket i skoven, hvor mtb folket kommer til sin ret.
Jeg havde svoret for et stykke tid siden at jeg ville droppe alt mulig galdeudspredning på denne blog og kun bruge den til finurlige indslag omkring lidt cykelløb osv. Nu har jeg vendt mig den totalt modsatte vej. Nu skal den kun bruges til at gøre opmærksom på ting som jeg sætter en ære i at gøre folk opmærksomme på. Dette emne er noget der bør tages op på højeste niveau, velkom folk i jeres fælleskab. Hvis i vil have mere positiv opmærksomhed omkring jeres sport, så start med at opføre jer ordentligt, så kan det være at alt den snak om forbudte medikamenter og blodcentrifuger ligeså stille vil liste af..
Kære mtbikere
Ingen anden sport i DK, på motionist niveau eller på dansk eliteniveau i raceverdenen, kan tiltrække mere end 500 mennesker en råkold december morgen kl. 10.00, blot for at køre 1 time i sne og slud. Mtbiking er en undervurderet sport, som fortjener meget mere opmærksomhed end den får og de mennesker der dyrker denne sport vil jeg til enhver tid, hellere tilbringe end søndag formiddag med, end med folk der allesammen tror at de er verdensmestre. Hvilket de tydeligvis ikke er....
De største danske sportsevents er efter min mening, dem der kan bringe folk sammen, samtidig med at de skaber en konkurrence, der aldrig bliver for kvalm.
Kære H12 og N24 crew, i er sgu for seje.. Hvis bare fodboldklubberne havde folk som jer ansat, ville alt det her hooliganisme og ophøjethed være fortid.
Skrevet af en bitter, omend lettet Martin Rommedahl - Galdeudspredningens Dan túrell :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)